NAVERHULEN
18 friske og forventningsfulde KE seniorer tog d. 24.04.24 på udflugt til NAVERHULEN i Helsingør for at høre om livet som farende svend på landevejene. Og Ebbe, som er æresmedlem i NAVERHULEN, var en skøn fortæller med blink i øjet. Han fortalte om, hvordan håndværksmestrene i Tyskland for flere hundrede år siden fik lavet en ordning på tværs af håndværksfagene, med selvjustits indenfor rækkerne og hvor bl.a. priser og antallet af svende i de enkelte byer, blev reguleret.
Vi hørte også om de mange ritualer, der fandtes: Hilsen med bank i bordet, afstrygninger af utøj mm og hvor fx nyudlærte overtallige svende bogstaveligt blev “sparket” afsted ud på landevejen, efter en “gang høvl” og næsten “afmontering af diverse knaster”. Svendene måtte så finde arbejde, hvor de kom frem. Lykkedes det fik de kost, logi og en slat penge og havde lov til at blive på pladsen i op til 1/2 år. Fik man ikke arbejde kunne man overnatte i byen og så var det ellers videre på landevejen indenfor 24 timer.
Levede man ikke op til de krav, som håndværkslauget havde omkring retskaffenhed, blev man ekskluderet, bogstavelig talt dyppet i tjære, rullet i fjer og sendt ud af byen.
Den sorte dragt med hat, stok og ransel er karakteristisk NAVER beklædning, men faktisk er det kun tyske svende, der er iklædt denne dragt. Ordningen med håndværkslaug og det at drage på valsen bredte sig senere til Skandinavien (heraf navnet Naver), men her dog uden den karakteristiske sorte dragt. Ellers en smart dragt, hvor “nogen”nøje har overvejet udformning af fx bukserne, der gjorde det let at tømme “dunken”, og med stokke indrettet til at gøre det ud for “et ekstra ben”, for en måske lidt svimmel sjæl? (Og var noget af det måske Naver spind? Man ved aldrig.
Sammen med lidt mad fik vi skyllet de mange sjove fortællinger fra landevejene ned, og så var der ellers kaffe og wienerbrød akkompagneret af et par gæve guttere, som leverede musik, sang og flere røverhistorier.
Helt igennem en god dag i dejligt selskab med skønne KE senior kollegaer.